Sådan begyndte det...
En dag i 1990 dumpede et brev ind gennem brevsprækken fra min gode ven, Carsten. Det indeholdt en kopi af en 100 år gammel bog. "Prøv lige at se på det her," stod der i margen.
Det var Henry Ussings bog fra 1890, "Menighedsliv og kirkeliv". Da jeg havde læst den, blev jeg hurtigt enig med Carsten om, at bogen burde genudgives i anledning af Kirkefondets 100 års jubilæum. Og da det ikke lykkedes at få andre forlag med på ideen, besluttede vi at udgive den selv. Og så var Forlaget Boedal en realitet.
Siden da er det lejlighedsvis blevet til udgivelser af bøger om kristentro og spiritualitet. Ofte debatbøger, der stiller spørgsmålstegn ved gængse holdninger. Eller bøger, der på andre måder sætter sig varige spor.
Fra 2004 har Boedal skruet op for blusset, og vi udgiver nu også bøger, der handler mere generelt om menneske og samfund. Også på dette område går vi efter debatbøger og bøger, der handler om livets store spørgsmål.