Beskrivelse:
Er kristendommen en gave, som giver mennesket frit åndedrag, en tilværelse med fodfæste og højt til loftet? Eller lægger den kristne tro sig tværtimod på de troende som en byrde af skyld og trusler om fortabelse? Begge former for kristendom findes. Denne bog forsøger at udrede, hvordan det kan være gået til.

Bogen er udsprunget af opdagelsen af, hvor skelsættende det blev, at en juridisk præget sprogbrug vandt indpas i oldkirken med vægt på skyld og straf. En afgørende person i den sammenhæng er kirkefaderen Tertullian. Når mange i nutiden opfatter kristendommen som en ”mørk” tro med et dystert menneskesyn, er der en klar forbindelse tilbage til denne drejning i oldkirken.

En anden og mere oprindelig linje i den tidligste kristendom repræsenteres af Irenæus. Her ligger vægten del på påskebudskabet om Jesu opstandelse som åbning til livsfornyelse, dels på en skabelsestro med vægt på menneskets potentiale.

I kontrast til den formelprægede teologi, som Tertullian formulerede, er der hos Irenæus og andre af de tidligere teologer, som inddrager, tale om en visionær, billedpræget teologi, og Johannes Værge peger på en forståelse af kristendommen som en ”betroelse” snarere end et læresystem.

”En bog, man får lyst til at give læsende og tænkende mennesker med et anstrengt forhold til kristendommen. Her kan en god samtale begynde.” Birgitte Stoklund Larsen, Kristeligt Dagblad